Støvsugere mangler stadig energimærke!

stoevsugertest_ThinkstockFoto: Thinkstock

af Maria Bruun-Schmidt, Politiken

En langside fyldt med støvsugere hos en forhandler, kan være svær at overskue. For hvad skal man vælge?

Det valg bliver fremover nemmere.

1. september indførtes en ny mærkning af støvsugere, der betyder, at nye støvsugere skal udstyres med et energimærke, som måler støvsugerne på fire parametre; energien, støjen, filtreringen og sugeevnen på henholdsvis tæpper og hårde overflader. Det betyder, at du med det nye energimærke lettere kan finde den støvsuger, som sluger mest støv, som larmer mindst, støver dig mindst op i hovedet under hovedrengøringen – eller som sparer dig for nogle kroner og ører på elregningen.

Den nye mærkning er en fornuftig idé, mener forbrugerrådet TÆNK.

»Vi er glade for, der kommer energimærkning på støvsugerne. Det er et rigtig godt redskab for forbrugerne, og det bliver nu mere tydeligt, at man også vælger støvsuger ud fra andet end prisen alene. Energimæssigt er det jo også en kæmpe fordel for miljøet, at forbrugerne kan gå efter det mest miljøvenlige«, siger seniorrådgiver Claus Jørgensen fra Forbrugerrådet TÆNK.

Han påpeger, at forbrugerne allerede kender energimærkerne fra en lang række andre produkter inden for hårde hvidevarer.

»Og vores undersøgelser viser, at forbrugerne bruger mærkerne rigtig meget og er glade for dem – så det betyder meget, når de er derude. Vi ser meget gerne, at de her mærker kommer ud på endnu flere produktgrupper«, siger seniorrådgiveren.

En lille støvsugerrevolution.

Men selv om mærkningen er indført, er det langt fra alle forhandlere, der har mærkningen i butikkerne. En stikprøve foretaget af Det Økologiske Råd viser, at det i gennemsnit er 60 procent af støvsugerne på forhandlernes hylder, som ikke er blevet klistret til med et energimærke.

»Vi synes, det er en noget sløv start for den her lille revolution«, siger Jeppe Juul, som er energimedarbejder i Det Økologiske Råd. Han mener, at branchen har haft lang tid til at vænne sig til tanken om at energimærke støvsugere.

»Forhandlere såvel som producenter har jo vidst, at de skulle gøre sig klar til det her i i hvert fald halvandet år, så det er ikke fordi, de ikke har haft tid til at forberede sig på det«, siger han.

Samtidig med at nye støvsugere skal mærkes, vil de værste energislugere fjernes fra markedet. Forventningen er ifølge Det Økologiske Råd, at støvsugere i EU i gennemsnit bliver hele 63 pct. mere energieffektive. Det svarer ifølge miljøorganisationen til en årlig besparelse for de europæiske forbrugere på omkring 22 mia. kroner fra 2020.

»For den enkelte forbruger er det jo ikke sådan et stort beløb, man tjener på energiforbruget ved at vælge den ene støvsuger frem for den anden. Men på et europæisk og globalt plan betyder det utrolig meget«, siger Jeppe Juul.

Dårlige støvsugere sælges først

Den forsinkede mærkning har man en forklaring på hos Energistyrelsen, som skal sikre, at støvsugerne undergår den rette forvandling, og som gør opmærksom på, at der nu vil komme en overgangsperiode, hvor man vil se støvsugere både med og uden mærke.

»Der har jo også været kæmpe udsalg af støvsugere op til den 1. september – og det er selvfølgelig alle de støvsugere, som havde et stort effektforbrug, der blev solgt ud. Men det er jo ikke lykkedes at sælge helt ud«, siger Bjarke Hansen, som er akademiingeniør hos Energistyrelsen.

De nye regler om energimærkning har været kendt af leverandører og forhandlere i halvandet år. Hvorfor blev overgangsperioden ikke sat i gang på daværende tidspunkt?

»Der har været en periode præget af en forhandlingsfase, som skulle på plads. Samtidig skulle producenterne jo have mulighed for at tømme ud i lagerne og – i det omfang, det har været nødvendigt – også have tid til at designe nye produkter, som også lever op til kravene«.

Flere energimærker på vej

Hos Punkt 1 ved Søtorvet er butikschefen glad for, at energimærkerne er kommet til butikkerne.

»Jeg synes, det er kanon, vi har fået dem. Det bliver mere gennemskueligt for forbrugerne, og vi får alle de billige støvsugere ud, hvor der førhen også burde følge et høreværn med i købet«, siger butikschef John Gravesen, som mener, at man kan kalde de nye støvsugerstandarder for en lille revolution.

»Det koster jo lidt mere. Men forbrugerne vil også gerne give lidt ekstra for en ordentlig støvsuger, hvis de ved, at det er en støvsuger, der holder mange år«, siger John Gravesen.

Det er imidlertid ikke kun støvsugerne, som skal klistres til. Også andre produktgrupper er så småt på vej til at få et energimærke. Det gælder blandt andet computerskærme såvel som flere typer af pumper, store ventilationsanlæg og professionelle hårde hvidevarer.

»Vi ser dog gerne, at alt, der hedder elektronik – ja alt, hvad der bruger strøm – skal have et energimærke«, siger seniorrådgiver Claus Jørgensen fra forbrugerrådet TÆNK.

Kilde: Politiken

Nye regler skal hjælpe forbrugerne med at spare på energien

Fra 1. januar 2015 skal hele energimærket stå ved siden af prisen på produktet

Fra 1. januar 2015 skal hele energimærket stå ved siden af prisen på produktet

Nye EU regler vil fra d 1. januar 2015 betyde, at online-forhandlere skal vise hele energimærket ved siden af de fremviste produkter.

Fysiske butikker skal fremvise energimærket på køleskabe, fjernsyn og andre elektriske og elektroniske produkter, mens online-butikker indtil nu har kunnet ignorere energimærket, sålænge de gav et minimum af informationer om energiforbruget. I og med at forbrugerne i højere grad handler på nettet, bliver reglerne nu ændret.

Netbutikker vil højst sandsynligt vise en lille del af mærket ved produktets pris, som kan blive aktiveret ved et klik, ved at musen køres herover eller ved en fysisk berøring (touch skærme), og så vil det fulde energimærke blive vist. EU Kommissionen har lavet en række regler, der skal følges for at sikre, at forhandlerne ikke springer over, hvor gærdet er lavest.

De nye regler er obligatoriske og træder i kraft d 1. januar, men kun for nye produkter. Forhandlerne må gerne sætte mærker på deres ældre modeller og produkter, der er på nettet før d 1. januar 2015, men det er frivilligt. I MarketWatch håber vi på, at de gør det.