Alt for mange fejl i energimærkningen

Elektronik og hvidevarer er nogle strømslugere i danske hjem. Energimærkerne skal hjælpe forbrugerne til at vælge de mest energieffektive produkter. Men hvert 3. produkt i Forbrugerrådet Tænks undersøgelse havde fejl i energimærket.

energimaerke_fejl-800x387

Hvert 3. produkt har fejl i energimærket

834 produkter i 8 butikker har været under Forbrugerrådet Tænks lup for at se, om EU-reglerne for energimærkningen er overholdt. På 35 % af produkterne var det ikke tilfældet.

Butikkerne skal bruge de energimærker, som følger med produkterne, når de bliver leveret til butikken.

Undersøgelsen af energimærkning tyder imidlertid på, at flere butikker selv udformer et mærke, som de sætter på produktet. Enten kopierer de et andet mærke, eller også fabrikerer de et nyt, og den går ikke.

Energimærker skal hjælpe forbrugeren

Mærkerne har til formål at gøre det lettere for forbrugerne at sammenligne de forskellige produkter i butikkerne og vælge de mest energieffektive hvidevarer og elektroniske produkter.

Energimærkning er en rigtig god hjælp til forbrugerne, mener Forbrugerrådet Tænk. Og mange forbrugere bruger den, viser en undersøgelse blandt 194 brugere på taenk.dk fra februar 2014.

Mærkningen er imidlertid kun en hjælp, hvis den er korrekt, fastslår Claus Jørgensen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

Dansk Erhverv efterlyser mere vejledning

Er der fejl i informationen, kan det ifølge Dansk Erhverv handle om, at forhandlerne oplever reglerne for komplicerede, og at de ikke får nok information.

”Fejl fra manglende forståelse om reglerne kan opstå hos enten leverandøren, der har ansvaret for at videresende informationen til butikken, eller det kan ske i butikken, eventuelt når mærkerne påklistres. Leverandøren kan eksempelvis have brugt en ældre skabelon, så mærket ser anderledes ud, men informationerne behøver ikke af den grund at være forkerte,” siger Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef hos Dansk Erhverv.

Energistyrelsen oplyser, at de løbende besvarer henvendelser fra forhandlere, både uopfordrede henvendelser og i forbindelse med en kontrol af mærkningen i butikken.

Forbrugerrådet Tænk følger op på resultaterne

Inden udgangen af 2014 skal EU-Kommissionen komme med en evaluering af ordningen med de nye energimærker.

Forbrugerrådet Tænk analyserer nu tallene fra undersøgelsen af de 834 produkter og hører de konkrete butikker om, hvad de har tænkt sig at gøre. Resultaterne af den videre undersøgelse offentliggøres senere på året, hvor Forbrugerrådet Tænk vil tjekke butikkerne igen.

Undersøgelsen af energimærker er foretaget i samarbejde med den europæiske alliance Marketwatch.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk: http://taenk.dk/nyheder/energimaerkning-er-fyldt-med-fejl

Se også DR.dk: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/03/10/192703.htm

 

Skriv en kommentar